8. juli 2018 når vi sidst på eftermiddagen den berømte Gibraltarklippe med Europa Point, hvor fyr og Minaret kæmper om pladsen. Vi runder klippen, bliver afvist i 2 fyldte lystbådehavne i den britiske del af Gibraltar og ender på en fin ankerplads inde i den spanske del af den store bugt bag klippen. Vi kommer ikke i land på Gibraltar, da vejrudsigterne forudser modvind, hvis vi venter bare én dag mere med at sejle vestpå igennem Gibraltar Strædet.
Søvejen fra Mallorca til Gibraltar opdelte vi i flere etaper:
- Andratx, Mallorca, til Ibiza for anker: 55 sømil på ca. 8 1/2 time
- Ibiza til den spanske kystby Cartagena: 150 sømil på 23 timer
- Cartagena til kystbyen Caleta de Velez (Malagabugten): 172 sømil på 26 1/2 time
- Caleta de Velez til Gibraltar: 78 sømil på 11 timer
Så i alt 455 sømil, hvor vi tog et par natsejladser til hjælp, blev det til, før vi nu for alvor føler, at vi er på vej hjem igen og stikker snuden ud i Atlanten efter knap 4 år på Middelhavet.
Der er konstant indadgående havstrøm fra Atlanten til Middelhavet og vinden er enten vestlig eller østlig. Da vi trods alt gerne vil have medvind og bølgerne med os fortsætter vi ud igennem Gibraltar Strædet dagen efter den 9. juli, hvor udsigterne lover sidste dag med østenvind i lang tid.
Modstrøm på 1,5 til 2 knob må vi leve med. Det er muligt at reducere modstrømmen, hvis man følger tidevandet ud fra Gibraltar. Men det passer desværre dårligt med dagslys og vindudsigterne.
Vær den første til at kommentere på indlægget