2017 er en realitet, og i Crotone håber vi, de har passet godt på vores båd, hvor den har stået på land i 6 måneder.

Lufthavnen i Crotone (Calabrien, Syditalien) er lukket i vinterens løb; konkurs?  Så vi må “nødlande” i Rom, tilbringe 3 dejlige dage dér, før vi lejer en bil og kører de ca. 600km sydpå på 3 dage. Vi besøger bl.a. de smukke parker i Tivoli lidt øst for Rom.

Selvfølgelig lige forbi Trevi Fontænen – lidt svær at få øje på imellem alle de andre turister

 

Vandkunst i Tivoli ved Rom

Det er skøøøønt at være tilbage efter en travl arbejdsvinter i Danmark. Sjusefine er godt støvet, men står ellers fint klar til modtagelse. Vi må gerne bo ombord, selvom den står på land, og bruger den første uge på land til at få styr på nedvaskning, bundmaling og polering af fribord mmm.

Sjusefine listes ud fra skråparkeringen håndsbredder fra de øvrige både.

Søsætning sker 29. april, hvorefter vi tilbringer 4 dage i vandet ved Crotone Yacht Club.

Riggen ses efter og Bjarne må derop, da vi jo ikke har haft masten af. Det er ikke almindeligt her i modsætning til hjemme. Fint overblik her fra 6. sals højde!

 

Crotones havnefront set fra mastetoppen. En fin by, vi blev meget glade for – som altid, når man lærer alle hjørnerne og de gode “hemmelige” restauranter at kende…
admin Skrevet af:

Vær den første til at kommentere på indlægget

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *