Vi sejlede fra en ankerplads ved den dejlige og fredelige græske ø Limnos kl. 8 lørdag den 11. juni 2016 og ankommer 11 timer senere (10 timer for motor i havblik…) til den tyrkiske by Canakkale for at tjekke ind i Tyrkiet. Nu har vi forladt EU (som det tåbelige flertal af englænderne senere gør) og skal igennem et bureakratisk belastende system, som vi helt har glemt eksisterer, når vi blot cruiser rundt i EU-lande og frit kan rejse rundt og tillige være dækket af den offentlige sygesikring (det blå kort).
Vi ankommer lørdag aften kl. 19 og ingen myndigheder er på vagt. Så vi må ikke forlade båden. Den lille Marina i Canakkale er dog meget hjælpsomme og guider os søndag formiddag igennem systemet trin for trin.
De skaffer os det nødvendige dokument en TRANSIT LOG med alle oplysninger om båd og besætning, som koster ca. 300 kroner. Den skal så have stempler fra:
Coastal Health Control Center
Passport Police
Customs Enforcent
Harbour Master (NOT the Marina Manager!)
Det koster ca. 520 kroner.
Men SÅ er vi klar til at indtage de tyrkiske farvande! Vi er allerede inde i det strømfyldte farvand “Dardanellerne” som er den sydlige indsejling til Marmara (marmor-) havet syd for Istanbul og Bosperus Strædet.
Vær den første til at kommentere på indlægget